Den fragmenterede fortælling (kronik i Politikken november 2001)

 

De nye medier og hvorhen?? Om kunstens nye muligheder og om kunstnerens ansvar.

 

Fortællingens steder

”Der er billeder der bliver ved med at dukke op mange år efter. Han står i en nattemørk villahave og ser op på husets stuevinduer. En hånd der, indefra, presser et hvidt gardin mod en rude. Hånden ses udefra en mørk have og lyset fra rummet projekerer en silhuet af en kvinde op på gardinet. Et hjerteskærende skrig skærer gennem natten og gardinet farves rødt omkring hånden, der griber om stoffet i en pludselig krampe, og som flår det ned. En metalblå gardinstang falder sammen med stoffet og lyset går ud. Skrigene fortsætter. Han løber for at komme rundt om huset og ind. En havedør med sorte rudehuller kommer til syne i mørket. Han sparker sprosser og småruder ind i rummet og falder i en regn af glasskår og træsplinter ind på det blanke parketgulv. Han ruller rundt og kommer adræt op at stå. Stilhed og mørke. Ekkoet af skrigene og braget fra den smadrede dør ringer i hans øre. Et eller andet sted i mørket, lyden af løbende fødder. Han tager forsigtigt et skridt frem og skubber til den halvåbne dør ind til dagligstuen. Langt borte kan han høre hoveddøren blive åbnet og forsigtigt lukket igen. Næsten uhørlige fortrin forsvinder ud i natten. Han rækker ud og tænder lyset. Alt i stuen er væltet rundt. Hen over sofaen ligger kvinden. Hun er spiddet gennem hjertet med et langt spyd og blodet løber ned ad hendes blottede ben. Bag hende står Det Peruvianske Mumie, krumbøjet og dødningeblegt. Den brune gase hænger i trævler fra de magre ben og arme og det hvide kranie stirrer med sorte øjenhuler på den forvredne kvindeskikkelse. På væggen bag mumiet står tegnet INK*A skrevet med blod. Så forsvinder synet og han bliver klar over at den døde kvinde har hans kones tøj på…”

 

Jeg lukker bogen og lægger den forsigtigt på mit natbord. Klokken er 2 om natten og jeg har igen læst for længe. Jeg skal tidligt op i morgen og har brug for en god nats søvn. På natbordet ligger tre andre romaner med hvert sit bogmærke. Godnatlæsning til forskellige stemninger. Jeg slukker lyset og ruller mig sammen under dynen.

 

Den næste morgen bladrer jeg søvnigt gennem morgenavisen. Ulykker, død, fattigdom og kendte menneskers helt almindelige liv flimrer forbi mine øjne. Et billede fra et slumkvarter fanger mine øjne. Artiklen handler om narkotika og vold og billedet forestiller to mænd der sparker til en tredje, der ligger i den beskidte rendesten. Bag dem på en høj mur kan man se en udflydende graffiti. Midt på muren, i øjenhøjde, er der et billede af en lille firkantet flaske og bogstavet A; INK*A tegnet fra nattens romanlæsning. Virkelighed og fiktion smelter i et split-sekund sammen. Så larmer overskrifterne videre med deres daglige orientering om verdens gang.

 

Fra toget ser jeg igen, i et hastigt glimt, graffitien på en mur. Den lille blå flaske og det store A mellem andre kryptiske meddelelser og en enkelt forståelig sætning, ”trip på lort” står der. Så er toget forbi og andre landskaber drejer frem. Jeg undrer mig over hvorfor jeg ikke har lagt mærke til tegnet før. Det så slidt ud.

 

Om aftenen ligger jeg henslængt foran fjernsynet mens jeg skøjter rundt i Europa. Et eller andet sted i Tyskland rammer jeg tredje afsnit af en serie om berømte terroristbevægelser. Jeg har set afsnit 5 og er interesseret, så jeg bliver hængende. Det handler om ”Lysende Sti” den peruvianske terroristgruppe der har plaget landet siden midten af 70’erne. Pludselig er filmholdet i en ørken hvor efterladte mumier og kranier ligger spredt ud over det hele. En maskingeværbevæbnet indianer viser rundt. Dette er kapitalismens værk. Gravrøverne graver mumierne op, plyndrer dem for guld og tekstiler der er ca. 2000 år gamle og efterlader de døde i sandet. Antikviteterne opkøbes af lyssky amerikanske handelsmænd der smuler dem ud af landet. ”Lysende Sti” har nu organiseret det sammen med deres narkotikasmugling for på den måde at skaffe midler til deres revolution. Der er et nærbillede af et hvidt kranie med et tegn ridset ind i panden. Det er INK*A tegnet.

 

Medierne

Det moderne menneske oplever i fragmenter. CNN’s billedflade består nu af 4 forskellige elementer. Der er det aktuelle billede, nedenunder løber et tekstbælte med de seneste indkomne nyheder, til højre er et lille felt med akse- og valutakurser og til venstre står oplysninger om den aktuelle udsendelse. Man kan så forestille sig at seeren samtidig taler i sin mobiltelefon for at fuldkommengøre billedet. Det er muligt, vi ved det, for vi sad alle klistret til skærmene i dagene efter den 11. september. Vi så DR, TV2 og CNN i en stor blanding for at få det hele med og for at blive renset for rædslen. Så det er ikke kun det moderne unge menneske der oplever på denne måde det er os alle sammen.

 

På mit natbord ligger der fire, fem romaner og jeg læser skiftevis i dem alle. Jeg har en sjette bog med i morgentoget for dem på natbordet er for store og tunge. Jeg kender mange der ubesværet konsumerer bøger på den måde samtidig med at de udtaler sig kritisk om zappergenerationen der ser fjernsyn med remotekontrollen. Fragmenterede oplevelser er ikke noget nyt, det nye er at det er fortættet og tempofyldt. Kan vi holde til det?

 

Den nutidige fortæller har en bred vifte af muligheder til rådighed; video, film, romaner, teater, internet, mobiltelefoner, CDrom’er, DVD’er, computerspil og så videre og så videre. Et enkelt udsagn har svært ved at trænge igennem mediejunglen og først når 3 eller 4 forskellige medier tages i brug er det muligt at råbe større dele af verden op.

 

Først var der historiefortælleren ved bålet. Fortællingen fremlægges mundtligt; ”Her forleden dag da jeg stod ude i junglen under det store træ. Jeg ventede på dyret. Jeg havde fulgt sporet af det til det sted. Pludselig hørte jeg en svag lyd bag mig. Jeg vendte mig om og der stod en gigantisk…” og så videre. Fortællingen er interaktiv. Alle de andre omkring bålet kan komme med tilråb og forslag. Fortællingerne havde allerede fundet deres form. Der er en begyndelse, en klar retning, et dramastik vendepunkt og en slutning med en overraskende kulmination.

 

Ud af dette voksede andre former. Trubaduren og teateret. De bygger på samme princip; en fortæller der formidler en fortælling til nogle modtagere. Fortælleren befinder sig på en scene eller det der ligner og historien bevæger sig derfra over i tilskueren. Antallet af formidlere vokser da skuespillerne træder ind på denne scene men metoden er den samme. Fortællingen foregår i et organisk rum hvor fortælleren afsender sin beretning og han sanser samtidig modtagernes oplevelse, enten ved at de meddeler verbalt deres reaktioner eller de udsender lyde og vibrationer som klart og tydeligt formidler

 

Først med romanen kommer der et mekanisk mellemled. Romanen er nedskrivningen af fortællingerne til en slags simpel hukommelse. Små sorte prikker på hvidt papir som man lader øjnene bevæge sig hen over. Når det sker, opstår der fantastiske billeder i hovedet på læseren. Et uovertruffent medie der ikke kan overgås af de kostbareste spillefilm. Der er intet så godt og fabelagtigt som ens egne indre billeder men det er ikke mere muligt for fortælleren at ændre noget i forhold til modtageren. Historien er afsendt og kan modtages så længe modtageren forstår sproget og måden sproget er brugt på. Hvor teateret kan ændre sig med tiden og i forhold til tiden, får romanen vanskeligheder når sproget har forandret sig for meget. Kirkegård kan oversættes til nydansk men det er næsten forbudt. Shakespeare nyfortolkes og bearbejdes i det uendelige.

 

Filmen er på samme måde som romanen en fastlåst form. Den levende fortæller er forsvundet og erstattet af en mekanisk fremføringsmaskine og den har et problem som bogen ikke har. Filmen kan ikke standse. Når først den er startet ruller den frem til slutningen hvor den så holder op. Fortælleren skal på forhånd sikre sig at modtageren får de rigtige informationer og modtageren har ikke muligheden som tros alt findes med bogen, at standse op og begynde forfra eller læse slutningen først, hvis nu der opstår tvivl om hvad der foregår.

 

Den fælles fortælling

Den 11. september 2001 smelter alle disse medier sammen og i et historisk split-sekund er vi alle tilskuere til den samme fortælling. Vi kan ikke undslippe for den er overalt.

 

Ansvaret

Kunstnerne har alle disse muligheder men de har også et ansvar.

 

Den Fragmenterede Forbindelse

Det er sådan det er og denne kronik er en del af en sådan fortælling; Den fragmenterede Forbindelse. Langsomt ruller den frem. Den er overalt i små uskyldige bidder men for den energiske samler er det muligt at samle sig et overblik. Lad det ske.

 

 

TIL TOPPEN