Anmeldelser

af JANUS NEUMANN på folkeskole.dk

Den generation af børn, vi underviser lige nu, vokser i en tid, hvor de oplever at voksne omkring dem føler sig krænket af ord, adfærd, holdninger og billeder. Vi skal styrke vores børn til stillingtagen i en ureflekteret krænkelseskultur, hvor fordybelse og kritisk tænkning har trange kår.

Kan du huske Magiske Mads fra 1980’erne? Magiske Mads var hovedpersonen i Gunnar Willes bøger, hvor drengen med magiske kræfter roede sig ud i forskellige skøre fortællinger. De var skæve, de var pjattede og Mads var barn af sin tid. En tid, hvor man talte anderledes, end vi gør i dag. Genudgivelsen af Magiske Mads har allerede tiltrukket sig en vis medieopmærksomhed. En opmærksomhed som børnelitteraturen i øvrigt sjælden udsættes for, hvilket mediefremstillingerne da også bærer sørgeligt præg af.

Dette indlæg kræver din tid og din fordybelse, så sæt dig godt til rette og læs med.

En dårlig vane har fundet rodfæste .
Nu er det jo nærmest blevet en beklagelig vane at ændre sproget i genudgivelsen af børnebøger. Sjovt nok ikke i voksenbøger til trods for, at det er de voksne, der krænkes af sproget. Til trods for, at bøgerne er skrevet i tidligere tider, hvor sproget var anderledes og særligt til trods for, at rettelserne ofte sker med et snæversynet fokus på enkelte ord uden hensyntagen til værkets helhed, udgivelsesår, persongalleri eller den kontekst ordet måtte optræde i.

Således bliver Gunnar Willes Magiske Mads- bøger kritiseret for at indeholde ordene ”negerbolle” og ”kinesersnot”. Det må man bare ikke sige. Det kan krænke andre. Nu forholder det sig sådan, at ordet ”negerbolle” bruges af skurken Tynde Timme, der konstant er efter dem, der er mindre end ham selv, og tilmed driller en pige med hendes hudfarve. Hvilket er forkert, og det var det også i 1981. Derfor er det netop Tynde Timme, den primitive, ubegavede bølle, der siger disse ting. Forfatteren lader Magiske Mads og de andre børn tage afstand fra Timme, fordi han er, som han er og bruger nedsættende ord om andre. Gunnar Wille skriver ydermere i bogens nye forord, at læseren vil møde ordet, ”negerbolle”, og at det både dengang og i dag er forkert at sige, men at det er med til at understrege Timmes skurkerolle. At remsen, ”Dyt, båt, kinesersnot” også skulle være anstødelig, omtales ikke. Gunnar Wille havde nok ikke fantasi til at forudse, at den skulle udgøre et sprogligt problem, og i givet fald forstår jeg ham godt.

Forordet er åbenbart bare ikke nok. Det er bemærkelsesværdigt, så lidt børnelitteraturen omtales i vores medier generelt, med mindre man finder en bestemt bog eller figur anstødelig.

Børn er ikke idioter.
Der er flere facetter, der bør fremhæves i denne sammenhæng:
For det første er børn ikke idioter. De kan sagtens forholde sig kritisk til det, de læser, og har man bare et overfladisk indblik i det børnelitterære landskab, vil man vide, at vi med ord som ”negerbolle” og ”kinesersnot” så absolut befinder os i småtingsafdelingen, og set i det perspektiv virker nedslag på enkelte ord så meget desto mere tilfældige og demonstrerer netop en pinlig mangel på fordybelse.

Hvad bliver det næste? At vi skal genoverveje, om ikke Ole Lund Kirkegaards ”Hojda fra Pjort” fra 1970 bør tages af hylderne, fordi bogen giver et billede af, at folk fra Mellemøsten flyver rundt på tæpper? Det gør de jo slet ikke. Eller måske Orla Frøsnapper fra samme forfatterskab, fordi bøllen Orla hejser bogen jeg- fortæller op i en mølle? Tænk, hvis børn gik ud og gjorde det samme? Vi har oveni købet opkaldt en efterhånden velrenommeret børnebogspris, Orlaprisen, efter en bølle, der ryger, hejser små børn op i møller og prikker dem i øjnene. At tænke sig, at det skulle nå dertil(!)

Vi snubler i sproget
Lad mig for det andet understrege, at jeg ikke mener, at man bør krænke for krænkelsens skyld. Jeg plæderer ikke for hovedløs anvendelse af diverse nedsættende gloser om andre mennesker, bare fordi det er muligt. Jeg mener blot, at det er nødvendigt at have nogle væsentlige aspekter for øje, når man arbejder med- og læser litteratur.

For det tredje må man gøre op med et forældet syn på børnelitteraturen, der handler om, at den skal være klinisk renset for grimhed og kun må vise den pæne, regelrette barndom, hvor alle har det godt. Det er for længst for sent. Børnelitteraturen har i flere årtier bevæget sig udenfor idylliseringens trygge rammer. Det findes ikke noget faldunderlag til bøger, og derfor kan man fra tid til anden slå sig på dem. Den problematik er gammelkendt, og selv urørlige Astrid Lindgren kæmpede med voksnes meninger om, hvad man kunne skrive for børn. ”Brødrene Løvehjerte” udløste en ophedet debat om børnelitteraturens indhold i 1970’erne, og en lang række andre værker har ligeledes rejst spørgsmålet om, hvad man kan skrive for børn. Derfor min undren over, at enkelte ord kan vække nævneværdig opsigt.

For det fjerde glemmer man en grundpræmis for skønlitteraturen: Det er netop fiktionens hensigt at distancere sig fra virkeligheden. Det er jo derfor, det er fiktion. Fiktionen har ikke til hensigt at gengive virkeligheden, hvilket man meget hurtigt finder ud af, når man læser Magiske Mads. Mads har magiske kræfter, så allerede her har vi et mindre virkelighedsproblem.

Bøgerne i skolen og i læsekrogen.
Herved er vi tilbage til vores opgave som lærere, når vi underviser i litteratur og vores forælderrolle i forhold til vores egne børn, når de læser derhjemme eller vi læser højt for dem.

Det handler helt basalt om, at bøgerne kan lære børn om sprog. Vi ved, at børns ordforråd øges ved regelmæssig læsning. Vi ved, at læsning styrker børns sproglige opmærksomhed, og det er her, vi skal slå ned, når vi arbejder med litteratur. Det er samtidig her, vi kan se på, i hvilken kontekst sproget fungerer, og i hvilken kontekst ordene optræder. Vi er nødt til at få børn til at forstå, at sprog er i udvikling, og at man i stedet for at blive øjeblikkeligt fortørnet, kan træde et skridt tilbage og undersøge sagen nærmere. Er det tekstens intension at krænke eller har dens sprog en særlig funktion? Jeg er overbevist om, at man hurtigt vil opdage, at det sidste gør sig gældende.

”Man binder os på mund og hånd” skrev Poul Henningsen i 1940, og selv om både tid og kontekst var en ganske anden for PH, så skal vi passe på, at vi ikke lægger snærende bånd på vores sprog og vores forfattere. Det er i litteraturen, at vi kan spejle os selv. Det er her vi møder andre verdener og bevidstheder, og vores børn skal lære sproget at kende gennem litteratur og dialog. Derved lærer vi dem at tage stilling, tænke kritisk og argumentere. Jeg er overbevist om, at man med sindsro kan overlade vores poder til Magiske Mads, Hodja fra Pjort, Orla Frøsnapper, Brødrene Løvehjerte og alle de andre skønne børnekarakterer, som vi andre er vokset op med, og jeg vil våge den påstand, at vi er blevet ganske anstændige mennesker alligevel.